Begravelsen

Langt de fleste mennesker, der dør i Danmark, har gennem deres medlemskab af den danske folkekirke eller deres testamente tilkendegivet, at de ønsker at en kirkelig handling skal markere afslutningen på deres liv.
Det betyder, at den efterladte ægtefælle, børn eller pårørende møder en præst, der alt efter hvad man ønsker, spiller en mere eller mindre aktiv rolle i forbindelse med dødsfaldet.

De efterladte møder præsten første gang ved samtalen inden begravelsen eller bisættelsen. Samtalen bruges til at aftale, hvordan højtideligheden i kirken skal foregå. Der skal vælges salmer og eventuelt en tekst fra Bibelen, som præsten skal tale ud fra. Det er en tradition, at det er præsten, der taler over afdøde i kirken, så de fleste præster bruger samtalen til at danne sig et indtryk af afdøde.

Det varierer meget fra præst til præst, hvor personlig en tale vedkommende vælger at holde. Talen indeholder normalt en forkyndende del og en personlig del om afdøde. Det er forskelligt, hvordan den enkelte præst lægger vægt på de to dele. Nogle holder en prædiken med et overordnet tema, mens andre finder det væsentligt at tale mest om afdøde.

Højtideligheden

Meningen med den kirkelige højtidelighed er at forkynde det kristne budskab om, at afdøde lever videre hos Gud og i kærligheden hos de efterladte. Der er få krav til højtideligheden, men følgende ting skal præsten gøre.
Præsten skal kaste jord på kisten tre gange med ordene: ”Af jord er du kommet (skabelsen), til jord skal du blive (tilintetgørelsen), og af jord skal du igen opstå (genopstandelsen)”.

Ved en jordfæstelse foregår jordpåkastelsen ved graven og ved en bisættelse foregår den i kirken.
Dertil kommer, at præsten skal bede Fadervor og lyse velsignelsen.
Herudover er der tradition for, at præsten holder en prædiken/tale, der er en tekstlæsning fra Bibelen, og ofte bliver der sunget tre til fire salmer.

Organisterne i de danske folkekirker er kun forpligtet til at spille ud fra Den danske Salmebog, men i visse kirker tillades det, at man spiller andre sange til begravelsen eller bisættelsen. Det kunne være, hvis afdøde var særlig glad for en speciel sang.
Pjecen ”Min sidste vilje”, underskrevet af afdøde, kan eventuelt bruges til at bestemme, hvordan selve højtideligheden skal foregå.

Borgerlig begravelse

Der er ingen lovkrav til, hvordan en ikke-kirkelig ceremoni skal foregå. Blot skal almindelig sømmelighed overholdes.
Ceremonien kan foregå i eget hjem eller fra sygehuskapel, krematoriekapel eller fra kirkens kapel.
Selvom kirken ikke deltager i en sådan ceremoni, kan bedemanden stadigvæk opfylde samme rolle som ved en kirkelig handling.

Kirkegårdene

De danske kirkegårde ejes og administreres af folkekirken eller den lokale kommune. Kirkegårdene har forskellige typer gravsteder til både kister og urner. Hvordan de er anlagt, og hvad de koster, varierer meget. Her er det en god idé at tale med kirkegårdspersonalet i forbindelse med udvælgelsen af gravsted.

De ukendtes grav

De fleste kirkegårde har etableret anonyme fællesgrave, hvor afdødes urne kan blive sat ned – i daglig tale ”de ukendtes grav”
Mange bliver nedsat i fællesgrave, hvis de ikke har pårørende til at vedligeholde et gravsted. Eller hvis de ikke ønsker, at deres pårørende skal være forpligtede til at besøge og vedligeholde et gravsted. Her kan de pårørende så lægge blomster ved et fællesmonument.

Mindesten

I løbet af de sidste ti år er det blevet populært at bruge mindesten som en slags kompromis mellem de ukendtes grav og et egentligt gravsted.
En mindesten er en plade, som lægges vandret i jorden, ovenpå kisten eller urnen. Mindestenen giver de samme oplysninger om afdøde som en gravsten, men der er ikke de samme krav om vedligeholdelse af graven, som der er til et traditionelt gravsted.

Bestilling af stenen

Kirkegårde har forskellige regler for hvilke typer sten man må anvende, så det er en god ide at spørge graveren til råds, før man køber en sten. Bedemanden kan også i mange tilfælde vejlede de pårørende.

Vedligeholdelse af et gravsted

Et gravsted skal holdes fri for ukrudt og i pæn stand. Er det ikke muligt, belægger kirkegårdens personale det med grus eller søsten.
Man kan også mod betaling overlade pasningen til kirkegårdens personale.
Et gravsted er kun fredet i et begrænset antal år. Hvor lang tid der går, før en ny kiste eller urne igen bliver nedsænket i graven, er forskelligt. Et urne-gravsted er altid fredet i 10 år, og et kiste-gravsted i mindst 20 år.

Kirkegårdens sognekontor skriver til indehaveren af gravstedet, før graven bliver nedlagt, så man eventuelt kan nå at forlænge fredningstiden.

Alternativ til traditionel jordfæstelse

Hvis man ikke ønsker, at afdøde skal begraves eller nedsættes på en kirkegård, er der to alternativer.
For begge gælder, at afdøde skal kremeres, og at man skal søge tilladelse til den alternative begravelse hos Kirkeministeriet.

  1. Afdødes aske kan spredes over havet.
  2. Afdøde kan komme i privat jord. Grunden skal være på mindst 5.000 m², og begravelsesstedet må ikke ligne et gravsted. Dette skal tinglyses på ejendommens skøde.