Inden Bisættelsen

Når dødsfaldet er indtruffet kontaktes bedemanden, og den efterfølgende samtale om det videre forløb kan foregå hos bedemanden eller i de pårørendes hjem. Bedemanden er gerne behjælpelig med at udfylde og aflevere dødsanmeldelsen, sammen med relevante attester.
Alle dødsfald skal anmeldes til den stedlige begravelsesmyndighed, som - uanset trosretning - er folkekirkens sognepræst i bopælssognet eller sognets kordegnekontor.

Udover arrangementet ved begravelseshandlingen tilbyder vi at være behjælpelig med bestilling af blomster og kranse, trykte salmeblade, bestilling af solist, indrykning af dødsannoncer, bestilling af kaffebord, kontakt til stenhugger m.v.

Kremering eller jordfæstelse

Det første der skal tages stilling til, er om afdøde skal brændes eller begraves i en kiste (jordfæstes). Man bør altid følge afdødes ønske, men hvis afdøde ikke har afgivet et skriftligt ønske, må de pårørende selv træffe beslutningen.
Man kan skrive sine ønsker ned i dokumentet ”Min sidste vilje”, der kan downloades, eller fås ved henvendelse til bedemanden.

 

 

 

 

 

 

Ikke-medlemmer af folkekirken

Folk der har meldt sig ud af folkekirken, har som udgangspunkt ret til en plads på kirkegården, men ikke adgang til at have en præst til stede ved deres begravelse eller bisættelse.
Nogle præster vælger til trods for udmeldelsen at medvirke til en kirkelig højtidelighed ud fra hensynet til de pårørende.
Vi vil opfordre folk der ikke er medlem af folkekirken, til i forvejen at tage en snak med deres pårørende om valg og ønsker i forbindelse med begravelsen eller besættelsen. Hvis afdøde ikke ønskede en præst til sin begravelse/bisættelse, kan bedemanden foretage en borgerlig begravelse.

I kiste

Ved ilægningen kan familie og venner få sagt endeligt farvel til den afdøde.
Hvis ikke hjemmesygeplejersken, sygehuspersonalet eller plejehjemspersonalet allerede har gjort afdøde i stand til ilægning i kisten, kan bedemanden gøre det, evt. sammen med de pårørende hvis de måtte ønske det. Det er helt almindeligt, at de pårørende lægger nogle personlige ting i kisten til afdøde.
Vi anbefaler især at børn får mulighed for at tage en personlig afsked ved at lægge nogle ting de forbinder med afdøde i kisten. Det kan være glansbilleder, et bestemt stykke tøj, en tegning eller lignende.

Andre kulturer

Der er forskellige ritualer ved forskellige religioner og kulturer. På sygehuse og i hjemmeplejen er man bekendt med muslimske vaske- og forberedelsesritualer, og kan derfor lægge lokaler til, så disse ritualer kan foretages korrekt.
Andre ritualer i andre kulturer og religioner vil også blive fuldt ud respekteret, hvis der bliver gjort opmærksom på, at det var afdødes ønske.

Når danskere dør i udlandet

Hvis afdøde ikke skal kremeres i udlandet, skal han eller hun i nogle tilfælde balsameres inden transporten. Balsameringen bliver foretaget af en læge på et lokalt hospital i det land, hvor afdøde opholdt sig.
Det fremmede lands bedemand skal herefter lægge afdøde i en zinkkiste, som svejses sammen, så den er helt tæt. Zinkkisten sættes i den kiste, som afdøde senere skal begraves i. Det er almindeligvis meget dyrt at sende kister med fly, da de fleste flyselskaber ofte kræver en pris, som er højere end en normal billetpris.